Kommunikation er investering

28 juni 2011

Hovedpinen efter de seneste års brutale økonomiske øretæver til kommunikationsbranchen ser nu ud til at lette.
Ifølge Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) har tilpasninger og nedskæringer i bureauerne bremset styrtdykket i økonomien, så tilbagegangen i omsætning og indtjening i 2009 nu er vendt til stigninger over hele linjen.

 

- Det har været hårdt, men nødvendigt at skære ind til benet. Derfor er det rart at se, at det har haft positiv effekt, og at erhvervslivet atter er begyndt at betragte kommunikation som en investering og ikke som en omkostning, siger indehaver af Tilsted Com, Bent Tilsted.

 

DRRB’s landsomfattende branchestatistik for 2010 viser, at omsætningen steg med seks procent, mens bruttoavancen steg med 11 procent. Den øgede efterspørgsel efter reklame- og kommunikationsydelser har også vist sig i medarbejderstyrken, der er øget med seks procent.